Karneval i Venedig – et rejseforedrag med musik og billeder

Udklædte og feststemte mennesker på pladser og gader, i gondoler på kanalerne og barerne fotograferet i 2020 danner rammen om mit foredrag om karnevallet og baggrunden for den tre uger lange folkefest med mere end 3 mio besøgende fortalt i ord og musik.

Markuspladsen danner centrum for Venedigs årlige karneval. Sammen med det nærliggende Dogepalads, Markustårnet og Markuskirken er den kulturelt centrum for Venedig og udgjorde indtil 1797 det administrative kernepunkt i Republikken Venedig.

Venedig – Adriaterhavets Dronning i regionen Veneto blev grundlagt i det 5. århundrede, og var allerede i det 11. århundrede en stor sømagt. I det 14. århundrede var Venedig den førende italienske bystat. Byen er bygget på træpæle – mange huse ligger kun én meter over dagligt vande. Specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud – det gælder også i selve Markuskirken. Byen ligger ved en lagune i Adriaterhavet, den er spredt over 118 øer og blev i 1987 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Det årlige karneval i Venedig kendetegnes ved farverige kostumer – og især de detaljerede og veludførte masker, som er en imponerende håndværksmæssig bedrift – er en traditionel venetiansk festival, der strækker sine rødder helt tilbage til 1100-tallet. Festival-traditionen udsprang angiveligt af byens euforiske fejring på Markuspladsen af en militærsejr over en nabostat. Denne fejring affødte efter sigende det årlige karneval, som op igennem middelalderen og renæssancen var en hjørnesten i venetiansk kultur. På trods af karnevallets enorme popularitet, blev festivallen og brugen af masker forbudt i 1797 af den østrigske kejser, der nu herskede over Venedig. Først i 1979 blev karnevallet genoplivet, og det har med årene genvundet tidligere tiders popularitet. I dag besøger ca. 3. millioner mennesker Venedig i den tre uger lange karnevalsperiode.

Pris: kr. 4500,- + transport

Booking: 31689899 – info@sorenjuhl.dk